Interview med Ulla Tørnæs om klima og Fairtrade
8. december 2009
Udenrigsministeriet spiller en stor rolle ved afviklingen af klimatopmødet i København. Et helt konkret fingeraftryk er, at kaffen under topmødet er Fairtrade. Vi har spurgt udviklingsminister Ulla Tørnæs om baggrunden for satsningen på Fairtrade - og hvordan hun ser Fairtrade i forhold til den kommende danske udviklingspolitik.
Hvorfor har I valgt at satse på Fairtrade under dette topmøde?
Fairtrade på COP15 sender et stærkt politisk signal til ulandene og især samarbejdslandene i Syd om, at Danmark er parat til at sætte høje standarder og være forgangsland på fremme af netop økologi og Fairtrade. Fairtrade er et mindstekrav i udbudsmaterialet til COP15-cateringen som en naturlig forlængelse af den generelle CSR-politik for COP15. Sponsorerne til COP15 skal for eksempel også bekende sig til FNs Global Compact, som blandt andet skal forbedre de økonomiske og fysiske arbejdsvilkår for bønder og arbejdere i Syd.
Hvordan ser du på Fairtrade i forhold til den samlede danske udviklingspolitik? Herunder det øgede fokus på Afrika og private partnerskaber?
Udenrigsministeriet har de seneste år støttet arbejdet med at oplyse om vigtigheden af fair handel som middel til fattigdomsbekæmpelse. Jeg synes, det er glædeligt at erfare, at danske forbrugere og virksomheder i stigende grad gennem forbrugsmønstre og projekter i udviklingslande anerkender, at Fairtrade og bæredygtig handel er et vigtigt værktøj til fattigdomsbekæmpelse blandt nogle af verdens fattigste bøndere og arbejdere.
Denne anerkendelse er sammenfaldende med virksomheders stærke fokus på social ansvarlighed, herunder i forhold til partnere og leverandører i udviklingslande. Disse positive tendenser hilser vi velkomment og tager højde for i dansk udviklingspolitik blandt andet gennem indsatser, der kan fremme etablering af partnerskaber mellem danske virksomheder samt organisationer og partnere i udviklingslande, særligt i Afrika. Fairtrade er et godt eksempel på, at bistand og business kan gå hånd i hånd.
Hvad håber du, der kommer ud af topmødet i forhold til udviklingslandene? Og hvilken rolle spiller bedre handelsrelationer i forhold til arbejdet med at styrke nogle af de lande, der er hårdest ramt af klimapåvirkningerne?
Jeg håber, at vi får en aftale hvor alle er med. En aftale der ikke kun indeholder paragraffer om CO2 reduktioner, men også om tilpasning til klimaforandringer i udviklingslandene og om hvordan disse finansieres. En aftale skal adressere behovene for de fattigste og mest sårbare lande og grupper.
Handelsliberalisering kan tjene som motor for udviklingslandenes bæredygtig vækst. Danmark fører på den baggrund en udviklingsvenlig og liberal handelspolitik ikke mindst i WTO for at fremme handel med blandt andet miljø og klimavenlige produkter.
|