Hvornår kineserne opdagede teen, står ikke klart. Men man ved, at det var dem, der opdagede den.

Allerede i det 8. århundrede kunne deres viden om te fylde en håndbog i ti dele med erfaringer fra omtrent tusinde års tekultur, hvilket betyder, at kineserne kunne tilberede te allerede 200 år f.Kr.

Legenden
Legenden fortæller om den gamle kinesiske kejser Shen-nun, at der en dag dalede et blad fra en vild tebusk ned i hans kop med kogt vand.

Han forsøgte sig med en tår og fandt det yderst velsmagende og stimulerende. Kejseren blev en stor fortaler for tedrikning som et middel mod alkoholisme.

Et andet rygte vil vide at kejser Hui Tsun fra Hong Kong i det 12. århundrede drak te, der var plukket af jomfruer, som iført handsker, forsigtigt klippede topskuddene af med en guldsaks. Teen plukkes ikke længere af jomfruer med guldsakse, men mange steder foregår arbejdet i øvrigt som dengang.

Oprindeligt blev te drukket som medicin i Kina, men i årene 618-907 i Tang-dynastiet, begyndte man at drikke teen for smagens skyld og handelen med den tog til.

Teens udbredelse
Med Kina som udgangspunkt erobrede teen i det 9. århundrede også Japan. Teen var yndet som både medicin og drik.

Det er sandsynligt at det første læs te der kom til Europa, blev losset i Amsterdam. Hollænderne bragte teen fra Japan og Macao. Den kom til Frankrig i 1636, til England i 1645 og til Tyskland i 1657.

I Storbritannien blev teen i løbet af kort tid en folkedrik. Omkring 1740 brugte en arbejderfamilie gennemsnitligt 5 % af deres indkomst på te. Og ved begyndelsen af det 19. århundrede importerede landet 20 millioner pund te om året. En mængde der var vanskelig at fremskaffe, for kineserne ville kun handle teen for sølv, hvilket var dyrt i Storbritannien.

Englænderne fandt imidlertid ud af, at de kunne bytte opium for te. De iværksatte en større produktion af opium i Indien, dengang en engelsk koloni. Opiumsvalmuen voksede fint der, og opium var i Kina også kendt som et smertestillende middel, af hvilket regeringen havde tilladt en import på 3000 pund om året. Briterne solgte tusind gange så meget opium til kineserne illegalt.

Skat på te
Hjemme i Europa blev der lagt skat på te, og det medførte et hav af protester fra offentligheden. Teskatterne virkede ansporende for smuglere, og smugling af te blev en lige så omsiggribende og indbringende forretning, som spiritus senere blev det i USA under forbuddet.

Tesmugling udviklede sig til en folkesport som både høj og lav, embedsmænd og private, tog del i. Da den illegale teimport til England toppede i midten af 1700-tallet, udgjorde den over 50% af forbruget.

Konkurrence fra indisk te
Englænderne var foruroliget over den store afhængighed af Kina, og man besluttede, at der nu skulle dyrkes te i Indien. Men briterne vidste intet om tedyrkning.

En kaptajn havde smuglet te-frø fra Kina. De blev sået i Indien, men forsøget slog fejl. Så opdagede en britisk major nogle vilde te-buske i Assam, og englænderne sendte te-spioner ud for at løse gåden om produktion og behandling af tebladene.

De hvervede kinesiske arbejdere til at hjælpe. Assam Company startede en rekrutteringskampagne, mange meldte sig i håbet om hurtig rigdom, og så var store områder ryddet for mennesker.

Men hvis de havde vidst hvilke oplevelser der ventede forude, var de nok blevet hjemme.
Malaria, gul feber, kolera og dysenteri rasede. Værst gik det ud over de indiske arbejdere, der var blevet lokket til Assam fra Bengalens flade sletter og blev behandlet som slaver.

Tearbejderne boede i usle hytter i det sumpede område, uden rent vand og ofte fanget i afhængighed af udspekulerede pantelånere. Disse forhold var kendt inden for branchen, og man sammenlignede teplantageejerne med sydstaternes slaveejere og talte om "den bitre te fra Assam".

Te som kolonialvare har altid været forbundet med undertrykkelse og udbytning. Først omkring 1930 blev forholdene forbedret ved hjælp af lovgivning, men kun på de store plantager.