3 december, 2018

Hvordan kan virksomheder bidrage til FN’s Verdensmål ved at bruge mærkningsordninger?

invitation konference verdensmaal
Af Fairtrade

Det er hovedspørgsmålet på konferencen ‘Mærk Verdensmålene’, som Fairtrade står bag i samarbejde med Dansk Erhverv. Konferencen finder sted onsdag den 5. december i Børssalen. 

‘Mærk Verdensmålene’ er den første konference af sin slags i Danmark – måske i verden. Blandt dagens oplægsholdere er Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, medlem af Folketinget Kirsten Brosbøl og Sara Øllgaard der blandt andet rådgiver i innovative offentlige indkøb. 

“Med FN’s Verdensmål fik vi 17 konkrete mål for bæredygtig udvikling. Målet med konferencen er at hjælpe virksomheder og organisationer til, hvordan de kan implementere verdensmålene ved at bruge mærkningsordninger”, fortæller Andreas Hansen, der er Produktchef og Midlertidig Daglig Leder i Fairtrade. 

Alle spillere på banen
Konferencen samler de væsentligste spillere på området og sender dem på banen sammen – så at sige – i Børssalen i København. På deltagerlisten er en bred skare af personer på tværs af organisation, sektor og baggrund. Fællesnævneren for deltagerne er, at de ønsker inspiration til, hvordan de kan bruge mærkningsordninger til at implementere et eller flere af FN’s 17 verdensmål. 

“Det giver en unik mulighed for at skabe grobund for samarbejde på tværs af de forskellige mærkningsordninger og institutioner mod de samme mål – Verdensmålene”, siger Andreas. Mange af mærkningsordningerne arbejder direkte eller indirekte med verdensmålene gennem deres certificeringsstandarder, der håndterer en del af de udfordringer, som verdensmålene satte på dagsordenen i 2015. 

Mærket vej til verdensmålene 
Målet med konferencen er sammen at skabe konkrete forlag til, hvordan virksomheder og organisationer kan implementere verdensmålene gennem disse mærkningsordninger, og det er der behov for: “Det er svært for en virksomhed at finde ud af, hvordan den skal bruge verdensmålene på en måde, der kan dokumenteres og vise, at virksomheden tager et samfundsansvar. Det er her de troværdige mærkningsordninger kommer ind i billedet”, fortæller Jakob Zeuthen, der er miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Forud for konferencen har 21 forskellige mærkningsordninger allerede bragt konkrete idéer på banen, som deltagerne skal vurdere. Men deltagerne skal også selv på banen. De skal nemlig være medforfattere til et idékatalog, som de modtager efterfølgende. 

  1. Antal deltagere: Mere end 200 deltagere har tilmeldt sig konferencen 
  2. Hvornår: Onsdag den 5. december 2018 kl. 09.00-15.30 
  3. Hvor: Dansk Erhverv, Børssalen, København 
  4. Se talerlisten her
  5. Moderator: Henrik Byager, journalist og strategisk rådgiver
  6. 21 mærkningsordninger leverede indhold til konferencen - se listen her
  7. Konferencen blev etableret på initiativ fra Fairtrade og arrangeret i samarbejde med Lars Ludvigsen og Jakob Zeuthen, der er forfattere til bogen: MÆRK DIN FORRETNING
  8. Konferencen blev støttet af EU DEAR og Dansk Erhverv


Blog

Arkiv

Kategorier