Fairtrade By

På verdensplan findes der over 1.800 Fairtrade Byer – herunder Odense, London og San Francisco. Skal din by være med i den familie? 

Fairtrade Byer er byer, der frivilligt forpligter sig til at fremme Fair Trade, etisk forbrug og derigennem bedre indkomst og arbejdsvilkår for bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande.

Kriterier 

For at blive udnævnt til Fairtrade By skal kommunen leve op til seks kriterier:

  1. Kommunen skal tage en politisk beslutning om at fremme offentlige indkøb af Fairtrade-mærkede produkter eller tilsvarende.
  2. På rådhuset serveres der altid Fairtrade-mærket kaffe og te eller tilsvarende.
  3. Et stadigt stigende antal lokale arbejdspladser, offentlige såvel som private, køber kaffe, te og andre Fairtrade-mærkede produkter eller tilsvarende.
  4. Der findes et bredt udvalg af Fairtrade-mærkede produkter eller tilsvarende i lokale butikker, restauranter og cafeer i kommunen.
  5. Kommunen informerer om Fairtrade over for borgere og erhvervsliv.
  6. Kommunen nedsætter en styregruppe, der er tovholder på projektet.

Odense - Danmarks tredje største by -  er Fairtrade By

Odense blev udnævnt som Fairtrade by den 8. oktober 2013 ved et propfyldt arrangement på Kulturmaskinen. Fairtrade-ambassadør Annette Heick fortalte om sine rejser til Ghana, og borgmester Anker Boye fik på vegne af Odense diplom på, at byen nu er Fairtrade By. 

Anker Boye glædede sig over det store fremmøde til arrangementet: “Det var ganske enkelt skønt at se så stor en opbakning. Vi måtte hente ekstra stole ind for at få plads til alle deltagerne,” og fortsætter: ”Nu er det så vigtigt, at vi sætter handling bag ordene og følger op på de mange gode ideer, som kom frem ved arrangementets workshop”. 

Ved mødet fortalte Annette Heick, at hun ved selvsyn har oplevet, at Fairtrade gør en stor forskel for arbejderne i et kakao-kooperativ i Ghana, hun har besøgt flere gange siden 2007. Som en del af arrangementet blev der også holdt en workshop, hvor deltagerne kom med ideer til Fairtrade By projektet. 

Projektleder på Fairtrade By-projektet Torben Jarlstrøm Clausen fortalte: “Vi havde selvfølgelig en række ideer til projektet på forhånd, men det var utrolig dejligt at se alle de mange gode nye ideer, som ved mødets afslutning prydede væggene i Kulturmaskinen.” Torben Jarlstrøm Clausen oplyser, at outputtet fra workshoppen vil danne grundlag for det kommende års arbejde med Fairtrade By Odense. 

Læs mere om Fairtrade By Odense på Facebook-siden Fairtrade By Odense og hjemmesiden Odense bæredygtighedsråd

Kontakt 

Kontakt os meget gerne, hvis du vil høre mere om projektet – eller hvis du vil arbejde for, at din by bliver Fairtrade By. 

Find kontaktoplysninger her